En tidligere elevs erindringer om sin skolegang på Rødovre Statsskole i 1960erne:

"Gaudeamus igitur" og "sjung om studentens lyckliga da'r" , ja go'mor'n - Hvor glade gik vi egentlig rundt og var, og hvor tit brød vi ud i spontan sang dengang i de glade og spontane tressere?

Ikke ét fløjt kom der over vore læber af egen fri vilje. Der var simpelthen ingen melodier til os dengang. Jo "Blæsten går frisk over Limfjordens vande" og "Den danske sang er en ung blond pige, der går og nynner" - I hvert fald ikke på Rødovre Statsskole i begyndelsen af tresserne. Der sang vi, fordi vi skulle til morgensang hver dag. Folkehøjskolens sangbog og vores blandede mumlekor som akkompagnement til adjunkt Mortensens fyndige klaverspil med rektor Ferlov som forsanger fra taler-stolen: "Vågn op og slå på dine strenge, syng mig en dejlig morgensang". Kantinen hed frokostsalen, og der var koldt og retlinet uden formildende kantine­dameomstændigheder, og lugten af permanent spegepølse og bonevoks fra de choko­ladebrune asfaltgulve genopbyggede ikke vore udpinte kroppe. De kroppe, som lek­tor Secher Marcussen stedse benævnte "Blomsten af Danmarks ungdom" og mente det og mosede betegnelsen ned over os som en forpligtelse, der gav kronisk dårlig samvittighed. Jeg er sikker på at betegnelsen ikke kunne gælde mig. Det eneste der virkelig blomstrede var bumserne og det spirende kønsliv dunkede og sad på tværs i bukserne på de mest åndssvage tidspunkter.

Gymnastiksalen lugtede af gummisko og noget surt, der sikkert stammede fra vores håndklæder, der efter badet blev hejst op under loftet i det såkaldte tørrerum i omklædningsrummet. Og inde i salen regerede Mathis og Svend-Aage som kaptajn Jespersens tro væbnere.

Kommandoerne kunne vi efterhånden i søvne:" Små fjederhop på stedet begynd! " Hop på stedet med skiftevis spredte og samlede ben, hænder udad og opad med klap!"

Så var religionstimerne med pastor Blem en lise. Han var vist nok i stedet for en lærer, der havde store psykiske problemer og havde præsteret at entre klasselokalet gennem vinduet.

Rektor Ferlov var overalt. Hans ånd var skarp og klar og storslået og han kunne være infam over for modstandere. Direktoratets skrivelser blev ofte sendt tilbage forsynet med rettelser foretaget med rødt.

Vi måtte ikke spilde vores gymnasietid med at gå og være kærester. Hvis Ferlov øjnede et par, der håndede nede af gangen, så kunne han ile efter dem og med et fin­geret øksehug skille dem ad. Omvendt var der gravide piger, der fik hans fulde støtte til at gennemføre studentereksamen, selvom gravid dengang ikke var noget man sådan bare var.

Men blomsten af Danmarks ungdom var under et enormt pres. Og vi var bange for vores lærere på en måde man kun kan forestille sig i dag ved at læse Scherfig. Lektor Lund var tysklærer og hans satanisk venlige smil kunne få enhver af køn og kasus til at smuldre. Hans forfulgte "de dumme" med en nederdrægtig ironi, som skulle høste bifald hos klassens brillante hoveder, med hvem han førte lange og interessante samtaler.

ÅH, hvor jeg hadede dette menneske. Efter to år i realen i tysk, fik jeg ham tre år i dansk. Knudeangsten i maven og den afmægtige vrede over de daglige overgreb havde mig i en skruestik gennem hele min gymnasietid.

Ordensduksen sørgede for kridt og ren tavle. Og digteren Jørgen Sonne, som vi hav­de til historie og metalsløjd i realen, råbte med sin lækre artikulation: Duks! Gå ud og pis på svampen!

Det hed sig, at Rødovre var en Statsskole. Det var måske rigtigt nok på papiret. Men i virkeligheden var det ikke staten, der ejede skolen, men Boll. Hele skolens fysiske rum, de lange gange, kældrene, loftet, de hemmelig rum var pedel Bolls ejendom.

Hvis en lærer misforstod dette faktum og f.eks. gav Boll ordre om, at der var for koldt i en bestemt fløj af skolen, så kunne man være sikker på noget nær frostgrader i de følgende dage. Men den, der forstod, at Boll ejede skolen og respekterede hans suverænitet kunne færdes i et fløjsblødt indeklima med velfungerende persienner og dørlukkere.

Jeg har kendt skolen i 31 af dens 35 år. Fra mit fjortende år til mit nittende som elev og siden som timelærer i begyndelsen af halvfjerdserne og endelig som fastansat fra 1976.

Men jeg er hooked på Rødovre, slet og ret.

Mads Thranholm, lektor ved RG indtil sin død 1994. Teksten er skrevet i begyndelsen af halvfemserne.